Når pulsen stiger
- kropslig intelligens og fælles ledelse under pres
Artikel af Anders Trillingsgaard & Johan Frederik Banzhaf
Under pres sker der noget i kroppen, længe før det når tanken. Pulsen stiger. Kæben strammer. Åndedrættet bliver mere overfladisk. Synsfeltet bliver smallere, uden at nogen har besluttet det.
Det er ikke nødvendigvis noget, vi selv lægger mærke til. Men de andre i lokalet gør.
Den mest anspændte person kan hurtigt komme til at sætte temperaturen i en ledergruppe. Et hastigt tonefald, en rynket pande eller en næsten usynlig opspænding i kroppen bliver aflæst af de andre. Nogle trækker sig. Andre skruer op. En tredje begynder at flakke med blikket.
På den måde kan en ledergruppe være godt på vej til at miste grebet om en kompleks fælles opgave, før der er sagt et eneste ord.
KROPPEN DELTAGER OGSÅ I LEDELSE
Forestil dig en ledergruppe, der skal prioritere mellem drift, udvikling, økonomi og medarbejdernes trivsel. Der findes ikke én rigtig løsning. Alle har hver deres ansvar, viden og legitime interesser med ind i rummet. Det er netop sådan en situation, ledergrupper er sat i verden for at håndtere.
Men hvis gruppen kommer under tilstrækkeligt pres, sker der ofte noget andet. Tempoet stiger. Sikkerheden i egne synspunkter vokser. Nysgerrigheden på de andres perspektiver falder. Kritik opleves lettere som et angreb, og forskelle, der burde undersøges, bliver forsøgt lukket hurtigt. Gruppen bliver måske handlekraftig – men på bekostning af kvaliteten.
Eller den bliver venlig og velkoordineret – men går uden om det, der faktisk er vanskeligt.
Den kan også ende i en lang, intellektuel drøftelse, mens alle undgår den uro eller irritation, der rummer vigtig information om opgaven.
Kroppen træffer selvfølgelig ikke beslutningen alene. Men vores fysiologiske tilstand er med til at afgøre, hvad vi får øje på, hvad vi overser, og hvilke handlemuligheder der opleves som mulige.
FØLELSER ER OGSÅ INFORMATION
Følelser bliver ofte behandlet som noget, der forstyrrer den professionelle samtale.
Men i en ledergruppe kan de være værdifulde data.
VREDE kan pege på en grænse, der er blevet overskredet.
URO kan fortælle, at noget vigtigt endnu ikke er kommet frem.
UTÅLMODIGHED kan være et tegn på, at gruppen gentager en velkendt samtale uden at nærme sig en beslutning.
Opgaven er derfor ikke at holde følelserne ude af ledelsesrummet. Opgaven er at kunne registrere og undersøge dem, uden at de overtager styringen. Det kræver en kapacitet, som kun sjældent trænes systematisk i ledergrupper:
Evnen til at opdage gruppens tilstand og hjælpe hinanden med at regulere den. Både op og ned.
FRA AUTOMATISK REAKTION TIL FÆLLES LEDELSE
Når presset stiger, forsøger de fleste ledergrupper at tænke sig ud af situationen. De fremlægger flere argumenter, gentager deres synspunkter eller leder efter en hurtig beslutning. Men i den fastlåste situation er endnu et argument sjældent det, der mangler. Nogle gange skal gruppen gøre noget andet, før den kan tænke bedre. Vi arbejder med tre enkle bevægelser:
-
Begynd med at lægge mærke til, hvad der faktisk sker – uden straks at forklare det eller placere skyld.
Er tempoet steget? Taler vi hurtigere og afbryder mere? Er blikkene blevet smallere? Er nogen lænet helt ind over bordet, mens andre har trukket sig tilbage? Er rummet fyldt af irritation, uro eller måske en påfaldende høflighed?
Hvad lægger vi mærke til i rummet lige nu?
Allerede dét kan skabe en lille afstand til den automatiske reaktion. Du kan tænke det selv eller spørge ud i rummet.
-
Næste fase er at kunne tilpasse gruppens tilstand til det, opgaven kræver. Men effektive reguleringsgreb bliver først legitime og trygge at bruge, når gruppen har prøvet dem sammen; når kroppene i rummet kender vejen derind. Det gælder både før presset tager over, og midt i det – altså når gruppen er kørt fast.
I den fastlåste situation er endnu et argument sjældent det, der mangler. Derimod er det adgang til de perspektiver, som analysen alene ikke kan finde.
Har vi brug for at sænke tempoet, så flere perspektiver kan komme frem?
Eller har vi brug for mere energi og tydelighed, fordi vi går rundt om den egentlige konflikt?
Hvad vil et gearskifte lukke op for?
Små greb kan ændre meget: et halvt minuts stilhed, et roligere åndedræt, at rejse sig, skifte plads, sænke taletempoet, eller lade alle formulere deres vigtigste bekymring i én sætning.
Men uden fælles erfaring med disse greb forbliver regulering en idé. Ikke en evne.
Det afgørende er, at gruppen aktivt kan vælge sin intensitet, frem for blot at blive styret af den.
-
Til sidst skal opmærksomheden tilbage til den fælles ledelsesopgave. ”Hvor var vi?”
Fremgangsmåden gør dermed ledergruppen mere i stand til at bruge både ubehag og uenighed som værdifuld information.
EN TRÆNINGSBAR LEDELSESKOMPETENCE
Meget leder- og teamudvikling er ”hovedudvikling”. Vi arbejder med modeller, strategier, analyser og argumenter, der hænger sammen. Det er både vigtigt og nødvendigt – men ikke altid tilstrækkeligt.
En ledergruppe skal også kunne mærke, hvilken tilstand den befinder sig i, og om denne tilstand passer til opgaven. Målet er naturligvis ikke en ledergruppe, der altid er rolig. Derimod vil et større fysiologisk og følelsesmæssigt repertoire styrke ledergruppen.
Det bliver en gruppe, der både kan sænke tempoet, åbne blikket og lytte bedre – og skrue op for energien, tydeligheden og modet, når situationen kræver det.
Vores faglige felter mødes netop her
ANDERS TRILLINGSGAARD
Forskning og arbejde med ledergrupper: hvordan mennesker kan skabe fælles kurs, koordinering og commitment under krydspres – også når interesser støder sammen, og relationerne bliver belastede.
JOHAN FREDERIK BANZHAF
Somatisk intelligens: hvordan blandt andet åndedræt, lyd, opmærksomhed og kropslig regulering kan ændre individets og gruppens tilstand.
Det interessante opstår, når de to perspektiver kombineres:
Når ledergruppen både kan forstå det organisatoriske krydspres og arbejde direkte med tilstanden i rummet. Det er der, hvor slaget virkelig vindes.
Vi har netop stået sammen på scenen til DJØFs konference om uformel ledelse. Og sammen tilbyder vi et endags-kursus for ledergrupper.